Har du nogle smykker, du er meget glad for? Og vil du gerne sikre dig, at de altid funkler og ser pæne ud? Den rette rengøring og vedligehold er med til at sikre, at du kan have stor glæde af dine smykker nu og mange år frem. Vi giver dig her de bedste tips til, hvordan du passer bedst på dine smykker.
Du skal afsted til en festlig begivenhed og ved lige nøjagtigt, hvilke smykker der vil gå godt til det tøj, du gerne vil have på. Du åbner skrinet og ser til din store ærgrelse, at flere af dem er begyndt at se grimme eller kedelige ud…
Det er du langt fra den eneste, der har prøvet. Det er ganske almindeligt ved smykker, da de både har brug for god opbevaring og pleje for at holde sig pæne. Du behøver dog ikke kassere dine smykker eller lægge dem til side, da lidt kærlig pleje er alt, hvad der skal til.
Sådan forebygger du slitage på dine smykker
Om du er den heldige ejer af en smuk sølvring fra Susanne Friis Bjørner eller har nogle fine forgyldte smykker til at ligge i smykkeskrinet, bliver de alle slidte over tid. Smykker lavet i ædelmetal holder dog generelt til mere end smykker med overfladebehandlinger.
Når det er sagt, skal der den samme behandling og forebyggelse af smykkerne til for at undgå, at de bliver slidte.
Du kan forebygge meget slitage ved at gøre følgende:
- Tage dine smykker af, når du er aktiv, sover eller går i bad
- Opbevare smykkerne i en mørk og lukket smykkeæske.
- Undgå kontakt med cremer, hårlak, parfume og andre stylingprodukter
- Tage smykkerne af, når du gør rent eller vasker hænder
Når du følger ovenstående, sikrer du i højere grad, at smykkerne ikke bliver ridsede og slidte. De vil kunne holde sig glansfulde over meget længere tid.
Sådan undgår du misfarvning af dine smykker
Det er ikke kun vigtigt at være opmærksom på, hvornår du har dine smykker på, og hvornår du helst gerne skal tage dem af. Det er også værd at være opmærksom på at holde dem fra visse typer af fødevarer og produkter.
Når det kommer til sølvsmykker, kan følgende give en misfarve:
- Eddike
- Citron
- Løg
- Salt
- Hårspray
- Parfume
- Latex handsker
- Rengøringsmidler
- Klorvand
Guld er lidt nemmere at have med at gøre, da det primært er klorin og blegemidler, der kan misfarve guld. Vi anbefaler dog stadig, at du tager dine guldsmykker af, når eller hvis du skal være i nærheden af fødevarer med meget syre.
Rengøring af smykker – hvad kan man rense sølv med?
Når du har sølvsmykker, er det svært at undgå oxidering. Det er helt naturligt. For det skyldes kemiske reaktioner, som får smykkets overflade til at ændre sig. Når sølv går i forbindelse med ilt, sker der nemlig en kemisk proces, som får sølvet til at oxidere. Det vil kunne ses ved, at der dannes sølvoxid i form af mørke pletter på overfladen.
Det betyder ikke, at dine smykker er ødelagte.
Du har måske hørt om sølvpapirsmetoden? Den er faktisk god nok. For du kan rense sølvsmykker med salt, stanniol og kogende vand. Her lægger du stanniol i en skål sammen med en spiseskefuld salt og et sølvsmykke. Herefter hælder du kogende vand i skålen og lader det stå 5-20 minutter afhængigt af omfanget. Skyl herefter med koldt vand og tør efter med et viskestykke.
Er oxideringen ikke helt væk, eller er smykket efterfølgende i et mat udseende, kan du også vælge at pudse det med et pudsemiddel til sølvsmykker. Så kan du være sikker på at have glansfulde smykker efterfølgende.
Rengøring af smykker – hvad kan man rense guld med?
Guldsmykker rammes ikke af oxidering i samme grad som sølvsmykker. Dog bliver de også matte at se på over tid, hvis ikke de bliver gjort rene. Her er det lidt mere enkelt end med sølvsmykker, da du blot behøver en mild sæbeopløsning. Faktisk kan du blot nøjes med at bruge det opvaskemiddel, du har til at stå.
Benyt varmt vand, der ikke er kogende. Brug en blød klud som du kan bruge til at fjerne støv og lettere snavs med. Er der genstridigt snavs, kan du også bruge en blød tandbørste. Det er vigtigt, den er blød, så den ikke slider for meget på overfladen.
Er der nogen former for sten eller perler i smykkerne, må du ikke bruge rengøringsmidler, da det kan give anledning til misfarvning.
Du kan også vælge at benytte pudsemiddel, der er fremstillet til guldsmykker.
Rengøring af smykker – hvad kan man rense hvidguld med?
Hvidguld er et smukt ædelmetal, der over tid kan blive gråligt og miste den hvidlige farve. Det er fra naturens side et materiale, der har et gråligt skær. Men for at få den hvidlige og skinnende overflade, som hvidguld er så populært for, lægger man rhodium (et hvidt platinmetal) ovenpå hvidguldet. Det bliver over tid slidt af og kan derfor godt trænge til at blive rhodineret i ny og næ af en guldsmed.
Rengøring af smykker – forgyldte smykker
Forgyldte smykker er smukke, men taber også deres glans over tid. Forgyldte smykker har enten en overflade af guld eller sølv. Denne slides desværre nemt af, hvis du ofte renser smykkerne. Du skal derfor gerne være påpasselig med, i hvilke henseender du bruger smykkerne samt hvordan og hvor ofte, du renser dem.
De skal gerne behandles ekstra nænsomt og bør kun blive tørret af med en ren og let varm klud. Du må helst ikke anvende pudsecreme med slibemidler i, da det fjerner overfladen i løbet af meget få pudsninger.
Pleje og rengøring af smykker med perler – sådan gør du
Har du et sølv- eller guldsmykke med en eller flere perler, er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom på, hvordan du plejer og rengør smykket. Perler består af levende, organisk materiale, hvorfor det ikke tåler syreholdige produkter eller skrappe rengøringsmidler.
Du bør derfor altid tage dine smykker med perler af, når du går i bad, svømmer, er aktiv og laver mad.
Som ved andre smykker skal de også gerne renses af og til. Dette skal gøres nænsomt ved at aftørre med en fugtig klud, der er skyllet i rent og let varmt vand. Du kan med fordel lade en guldsmed rense perlen og fatningen 1 gang om året.
Opbevar gerne smykker med perler i en fløjlspose. Dog ikke lufttæt, da perlerne har brug for at kunne ånde.
Pleje og rengøring af smykker med ædelsten – sådan gør du
Har du en smuk ring guldring, der er belagt med en eller flere diamanter? Måske du har et armbånd i hvidguld med flere farverige ædelsten? Så er du nødt til at tage hensyn til, hvad de tåler. Ædelsten såsom diamanter, rubiner, safirer og smaragder er meget hårdføre ædelsten, som er svære at ridse. De kan dog godt komme til at se matte ud med tiden på grund af fedt, der samler sig.
Disse sten kan godt vaskes forsigtigt i lunkent vand med lidt opvaskemiddel. Det er dog vigtigt, at du også passer på ædelmetallet, så det ikke bliver ridset. Det gælder især, hvis du benytter en tandbørste.
Det bedste er dog at lade en guldsmed om at rense dine smykker med ædelsten 1 gang om året, da det kan være meget svært at fjerne skidt i fatningen. Denne kan i samme omgang også blive tjekket, så du er sikker på, at stenen bliver siddende.
Pas på dine smykker med god opbevaring
Dine smykker holder sig pænest og mest glansfulde, hvis de bliver opbevaret mørkt og i bløde omgivelser. Det er også en god ide at beskytte dem fra skidt og snavs. Det kan derfor anbefales, at du opbevarer dine smykker i et skrin med puder i stedet for på et smykketræ. Det sikrer også, at sølvsmykkerne ikke i samme grad oxiderer.
Når du opbevarer dine smykker, er det vigtigt, at de ikke bliver lagt for tæt på hinanden. For når de gør det, har de desværre tendens til eller mulighed for at gnide sig op af hinanden. Dette slider på smykkerne og forringer derfor også deres levetid. Læg derfor også gerne smykkerne i en pose, hvis du opbevarer flere sammen.
Smykker skal naturligvis bruges og ikke gemmes væk. Men du har størst glæde af dem, hvis du passer godt og nænsomt på dem, når de ikke er i brug. Det gælder uanset, om der er tale om en dyr diamantring fra Mads Z eller et charmerende sølvsmykke fra Enamel.
Vi kan reparere eller rense dine smykker på vores værksted
Har du et smykke, hvor låsen ikke længere fungerer? Eller har du en fatning på en diamantring, der ikke længere er optimal? Måske du har et eller flere smykker, som du gerne vil have renset med professionelle og kærlige hænder? Så kan vi naturligvis hjælpe dig i vores smykkebutik i Holstebro.
Smykker er vores passion – og vi vil gerne, at du er så glad for dine som muligt, så du har lyst til at bruge dem og vise dem frem.